Skalerbarhed, gennemtestede standardbiblioteker og den overliggende batchmotor er blandt de afgørende forudsætninger for, at en mindre virksomhed kan levere højteknologisk udstyr til den farmaceutiske og biotekniske industri, hvor kravene til dokumentation og sporbarhed er ekstremt høje. SIMATIC PCS 7 fra Siemens er med til at levere de forudsætninger.
Ørerne skal have været godt foldet ud i folkeskolens fysiktimer, for at ordet kromatografi umiddelbart vækker genklang. Men blandt analytikere på laboratorier og for medarbejdere i den farmaceutiske branche giver ordet god mening.
Og lige præcis den målgruppe har Peak Biotech fra Kvistgård lige syd for Helsingør formået at ramme med deres udstyr til netop kromatografi . Kromatografi betyder egentlig farvetegning og er en metode til at separere forskellige komponenter i en kemisk sammensætning, så de kan adskilles og anvendes eller analyseres hver for sig.
Peak Biotech er leverandør til en række af de store og veletablerede navne i den farmaceutiske branche. Det er faktisk lidt af en bedrift for virksomheden, som udvikler og designer udstyret, men outsourcer selve produktionen af det.
“Som leverandør til den farmaceutiske industri er vi underlagt fuldstændigt de samme krav til dokumentation og sporbarhed, som de farmaceutiske virksomheder selv er. Hver lille komponent har sit eget identifikationsnummer,” siger Kim Vind, virksomhedens direktør og den ene af to stiftere.
SIMATIC Batch klarer kravene
For Peak Biotech ligger det store dokumentationsarbejde dog også i dele, der ikke kan ses med det blotte øje. For eksempel i software- og udviklingsarbejdet, hvor alle tænkelige processer i designet skal være gennemtestede og veldokumenterede.
På automationssiden arbejder Peak Biotech tæt sammen med deres underleverandør Viatech fra Greve. I fællesskab har de to parter besluttet sig for, at den optimale styring af kromatografi udstyret findes i SIMATIC PCS 7 fra Siemens. Først og fremmest har den i SIMATIC Batch en overliggende batchmotor, som er velkendt og gennemtestet på markedet og lever op til kravene i S88, der er en standard for opbygning af procesanlæg.
SIMATIC Batch giver sikkerhed for, at alle gældende standarder og krav til sporbarhed bliver overholdt. Samtidig er den meget fleksibel, og vores slutkunder kan efterfølgende ændre i ”opskrifterne” og stadig være sikre på, at ændringer, relaterede procesværdier og eventuelle alarmer bliver opsamlet af systemet med reference til batchnummeret,” siger Kim Vind.
Papirarbejdet på plads
SIMATIC PCS 7 indeholder en lang række standardbiblioteker, og med udgangspunkt i dem har Viatech i samarbejde med Peak Biotech udviklet biblioteket PeakLib bestående af færdigtestede S88-baserede udstyrsmoduler.
Opbygningen med standardkomponenter og standardbiblioteker gør det nemt for de to samarbejdspartnere at opbygge nye anlæg med udgangspunkt i færdigtestede standardkomponenter fra PeakLib.
PeakLib indeholder udstyrsmoduler til kolonner, pumper og de andre funktioner. Hvert modul har en SMDS (Software Module Design Specification), og skal der laves noget om, retter de i den til en ny version. Oven på dem har de en SDS (Software Design Specifi cation), der peger ned på SMDS’erne. SDS’en beskriver, hvorledes de færdigtestede udstyrsmoduler integreres sammen til en kromatografi enhed.
“Vi kan bruge PeakLib-modulerne igen og igen, så derfor bliver det nemmere at producere nye validerede anlæg af høj kvalitet,” siger Jens Gjerløv, direktør i Viatech.
De mange nøjagtige specifikationer fylder en del papirsider, og de to virksomheder gør derfor en dyd ud af at styre papirarbejdet præcist. Det betyder, at det er nemt at dokumentere ændringer, hvis kunderne beder om det.
“Hvis en kunde finder en fejl i et modul, kan vi ved hjælp af ændringssager rette den hos alle kunder, som har samme modul. Vi har det fuldstændige overblik over hvilke kunder, der har hvilke moduler, og i hvilken version de har det,” siger Jens Gjerløv.
Standarder styrer
For Peak Biotech og Viatech er det af afgørende betydning, at deres egenudviklede software passer ind i nogle overordnede rammer.
Når valget faldt på Siemens, skyldes det blandt andet, at Siemens i forvejen er stærke på automationssiden, og at SIMATIC PCS 7 kan skaleres ned til mindre enheder og dermed kan benyttes både i mindre OEM-anlæg og i store, komplekse procesanlæg.
“Med PCS 7 bygger vi vores knowhow ind i et standardsystem, og det holder både prisen nede og minimerer fejlene. Og for os er Siemens heller ikke noget dårligt navn at have med ud i Europa,” siger Kim Vind.
AF LEIF OSMARK
FREELANCEJOURNALIST
. |
|
Kromatograf fra Peak Biotek. |
|